– Det er en opsigtsvækkende udvikling. Jeg hæfter mig ved, at den nye miljøminister ønsker at få placeret et ansvar i sagen og få oprullet, hvad der egentlig skete ved Nordic Waste, siger Frederik Waage.
Randers Kommune og Miljøstyrelsen har blandt andet rejst krav mod konkursboet og håber at få dækket udgifter til at afværge og efterfølgende rydde op efter jordskreddet.
Regeringen stiller en økonomisk garanti for at kunne indlede retssagen, da konkursboerne ikke har nok aktiver til at dække omkostningerne.
Og det overrasker Frederik Waage.
– Det er rigtig dyrt at føre den her sag, og der er mange ting på spil, fordi det ikke er givet på forhånd, hvordan den lander, vurderer han.
Kritik til flere sider
En række advokatundersøgelser har allerede skullet afdække, hvad der skete op til jordskreddet og i tiden efter.
Og det er netop de forskellige konklusioner om, hvem der har ansvaret, som der nu kan tages et opgør med, mener professoren.
Han understreger dog, at det ikke er ensbetydende med, at myndighederne selv slipper for at blive gransket.
– Ledelsen vil givetvis kunne gøre gældende, at der kan være et myndighedsansvar i sagen også. Men det er alt sammen noget, retten vil tage stilling til, vurderer han.
Virksomhed afviser
– Som tidligere ledelse i Nordic Waste og DSH Recycling har vi haft et stort fokus på at leve op til myndighedernes retningslinjer og godkendelser i vores drift af virksomheden. Vi mener, at vi har overholdt gældende miljøgodkendelser, og at vi, i vores drift af virksomheden, har fulgt myndighedernes vilkår.
Derfor ser også de frem til at redegøre for forløbet under den kommende retssag.














